onsdag den 28. november 2012

NU HAR VI ALTSÅ JUL IGEN - JUBII...


”Nej, gåsesteg og risengrød og klejner, limonade
og marcipan og figenbrød, konfekt og chokolade
og julekage med sukat og mandler og rosiner,
det må og skal som resultat gi´ julemavepiner.
Ja, hvor man end sig vender hen, så er det jul og jul igen
og jul og jul og jul og jul og jul igen”.
- Holger Buchhave, 1956 





Ja, så nærmer december sig med hastige skridt og ihhhh, hvor er det skønt!
Vi har simpelthen glædet os så meget til at denne måned skulle indtræffe, da vi endelig kan byde på en masse opskrifter på både julebag, vegansk risalamande, konfekt, glögg, hjemmelavede æbleskiver med æblestykker i og meget meget mere.

Julen er for os, en af de bedste tider på året. Ikke mindst spiller julemusikken 24/7 fra Radio Soft, men der dufter også sødt af klementiner, pebernødder og glögg alle vegne hvor man går.
Der er adventskranse, som skal pyntes med fire lys og et kalenderlys der skal tændes hver dag, så man hele tiden mærker, at julens ånd og stemning kommer tættere og tættere på en.

Og så er der jo d. 24 december - hjerternes fest.
Der er næsten ingen dag bedre end denne – for rundt i alle hjem, spreder duften af and og flæskesteg sig (... ja, måske ikke lige hos Mo, men)... Stemningen er på sit højeste og alle er samlet; juletræet er pyntet og funkler med sine smukke julekugler og stjerne, kirkeklokkerne ringer og byder folk indenfor, for at fortælle juleevangeliet og DR 1 sender trofast sit Disney-juleprogram. – Kan det blive meget bedre?

Vi håber i hvert fald, at jeres december og jul vil blive hyggelig og forhåbentligvis snefuld.
Vi vil i hvert fald gøre alt for, at bidrage med en masse lækkerier som i kan hygge jer med.

Mange kærlige hilsner

Mo og Lykke.

lørdag den 10. november 2012

Granatæble salat med hvidkål (og and)


Til 4-6 personer





Ingredienser:
1 bakke blandet salat
1 rødløg i ringe
1 dl granatæble
1 kvart hvidkålshoved i tern
1 stor appelsin i tern
1 avocado i tern
1 stor gulerod i skiver
1 rødpeberfrugt i tern
2 æbler i tern
1 håndfuld friske tranebær
1 håndfuld mandler skåret i små stykker



Dressing:
1 citron
1 spsk. friskreven ingefær
2 spsk. honning eller sukker
2 spsk. olie
1 spsk. soya




Fremgangsmåde:
Anret salaten med alle overstående ingredienser.
Pisk dressingen sammen med en gaffel.
Tag kernerne ud af granatæblet og held dressingen over salaten og drys kernerne over lige inden serveringen.




God fornøjelse & velbekomme 

Lykke








fredag den 9. november 2012

VEGANSKE PØLSEHORN


xxx



Til 10 stk. pølsehorn
42g. økologisk gær
ca. 3-4 dl vand
2 dl. hvedemel
2 dl. fuldkorns hvedemel
2 dl. rismel (kan erstattes med andet alm. mel)
2. dl grahamsmel
1 dl hørfrø
1 tsk. salt

ca. 2 dl. majsgryn til at udrulle dejen med

Tomatdressing:
6 spsk. ketchup
6 spsk. plantefløde
1 presset fed hvidløg




Fremgangsmåde:

Start med at røre gæren ud i 2 dl fingervarmt vand i en stor skål (pas på vandet ikke er for varmt, derved dræber man nemlig gæren). Tilsæt saltet. Derefter hældes mel og hørfrø i og der røres godt. Tilsæt gradvist mere vand indtil dejen er fast. Det er okay hvis den klister en lille smule, men den skal helst ikke klistre for meget. Lad dejen hæve et lunt sted min. 1 time.
Imens dejen hæver, kan du lave tomatdressingen.
Når dejen er hævet, deler du den i to. Drys køkkenbordet, eller hvor du nu har tænkt at dig udrulle dejen, med majsgryn. Sørg for at dejen ikke klistre sig fast til bordet ved at bruge så meget majsgryn du synes der er behov for. Udrul dejen så du får en stor rund cirkel. Rids 8 "lagkagestykker" i dejen (se billede) og placer ca. 1 tsk. tomatsovs på hvert "lagkagestykke" sammen med en cocktailpølse. Du skal nu rulle pølsehornet fra den tykke ende af "lagkagestykker" og lukke den til med den tyndeste ende. Derefter sætter du det rullede pølsehorn på en bagefast plade. Det samme gøres med dej nummer to. Her er der dog en masse dej til overskud. Lav evt. nogle små boller ud af dejresten.
Når alle pølsehorn er rullet skal de hæve yderligere i min. 30. min.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft og bag pølsehornene i ca. 10-15. min, eller til de er gyldenbrune. Du kan evt. pensle dem med lidt olie inden de kommer i ovnen.




Velbekomme!
Mo