torsdag den 16. august 2012

GRILLEDE KARTOFLER MED CITRON OG KRYDDERURTER OG VEGANSK MAYONNAISE

Den danske sommer er stadig i godt gang og vejret egner sig perfekt til at grille. For nyligt var jeg til grillmiddag i min fars kolonihave hvor vi eksperimenterede med to nye opskrifter. Citronkartofler er en dejlig frisk sommerret, der kan spises til stort set alt. Her serverede jeg dem med to forskellige mayonnaiser og en masse lækkert grillet grønt. 

Citronkartofler med friske krydderurter 
4 pers.
12 økologiske kartofler
1 citron
2-3 fed presset hvidløg
Friske krydderurter (eks. oregano, timian, rosmarin eller hvad du nu har i haven)
Olie
Salt og peber

Start med at rens kartoflerne godt og behold skralden på hvis du bruger økologiske kartofler. Skær kartoflerne i mindre stykker (1 gang over hvis de er små så du har to halve, eller 3 gange over hvis det er en større kartoffel så du har delt den i 4). Riv 4 stk. stanniol papir af rullen så der er plads til kartoflerne og til at lukke pakken omkring dem. Placer 3 kartofler der er blevet skåret over i hver pakke, sammen med en skive citron, hvidløg, urter, olie, salt og peber og rør rundt med en ske til olien er fordelt godt (mas citronskiven med skeen for at få mere citronsaft ud). Luk pakken sammen og brug evt. et ekstra stykke stanniol rundt om hver pakke for at være på den sikre side.
De er nu parate til at blive lagt på grillen og tager ca. 20-30 min alt efter hvor varm din gril er.
Sevér dem evt. med disse veganske krydderurte mayonnaiser.



Denne veganske mayonnaise erstatter perfekt den købte mayonnaise og er endda billigere at lave end den traditionelle mayonnaise med æg. Du har mayonnaise på rekord tid og mulighed for at variere den lige til dine smagsløg. Her er grundopskriften (fra Lunas blog) som jeg har lavet to variationer af. En med karry og purløg og en med persille. 

Vegansk mayonnaise
til 1 portion mayonnaise
1 dl soyamælk
1½ dl smagsneutral rapsolie
1-2 tsk citronsaft
1-2 tsk sennep
1 fed hvidløg
1 tsk havsalt

Blend alle ingredienser sammen pånær olien med en stavblender. Blend i nogle få sekunder og tilsæt olien. Lad olien flyde oven på (hvis du vælger at tilsætte olien mens du blender, så hæld rigtig forsigtigt). Hold stavblenderen tæt på bunden og løft derefter stavblenderen en anelse skråt men ikke for meget. Derved blendes kun noget af olien med blandingen af gangen. Når bunden skifter til en gul farve eller du kan se/mærke at det tykner i bunden, kan du blende igennem så olien er blandet helt med. Hvis olien bliver blandet for hurtigt er der en risiko for at den  skiller, så bare tag dig god tid med at blende olien i starten. Nå mayonnaisen er færdig blandet, smager du til med krydderier og urter efter eget valg.

Jeg lavede som sagt to variationer af mayonnaisen. Du kan lave det til en aioli, chipotle,  blande den med forskellige krydderurter og krydderier, eller bare beholde den som den er.

Velbekomme! 
Mo 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar