onsdag den 12. september 2012

BROMBÆR, HINDBÆR, HYLDEBÆR

Bær-sæsonen er desværre ved at være slut, men hvis man er hurtig, kan man stadig finde både brombær, hindbær og særligt hyldebær udenfor.

Derfor ville jeg lige komme med forslag til små lækkerier, der ikke kræver den store forberedelse i køkkenet. Det er nemme løsninger og hurtige opskrifter, som kan nydes stort set med det samme og så smager de himmelsk godt… 

// Brombær med kakaomarengs til //

Brombærret er et af mine yndlingsbær. Det er et smukt, mørkt bær med en intens mørkeblå farve – og så er det fyldt med både A-, C- og E-vitamin.
Brombær kan serveres til marengs, vanilje- eller chokoladeis. Der er også nogle, som fortrækker, at putte lidt sukker ovenpå, men dette mener jeg dog i højeste grad skal undlades, da bærrene er meget søde og fyldige i sig selv.
Jeg fortrækker at spise dem rå eller at putte dem på min grød om morgenen eller i en god hjemmelavet smoothie.

Opskrift på smoothie med brombær til 1 person
1 dl brombær (frosne kan også bruges)
1 banan
2 dl presset appelsinjuice
1½ græsk yoghurt 0,5 %

- Bland alle ingredienserne sammen i en blender til den ønskede konsistens er opnået. Hæld smoothien I et højt glas og nyd den til et dejligt morgenmåltid.


// Friskplukkede hindbær fra haven //

Hindbærret er man så heldig stadigvæk at kunne plukke. Det er en af sommerens herligheder som man simpelthen ikke kan få nok af! Hindbærret er et af de allermest fiberrige bær, som indeholder et væld af antioxidanter og så de også fyldt med både C- og E-vitamin.
Hindbærrene kan spises rå, men er også så lækre, med en lille smule mælk og sukker til. Derudover er de helt perfekte til pandekager, til desserter og til smoothies om morgen.

Opskrift på smoothie med hindbær og hyldeblomstsaft til 1 person
1½ dl frosne hindbær (friske kan også bruges men så skal der tilføjes 1 håndfuld isterninger)
1 banan
1 ordentlig sjat hyldeblomstsaft
lidt vand

- Bland alle ingredienserne sammen i en blender - men vær lidt forsigtig med vandet, for smoothien kan hurtigt blive for tynd! Hæld smoothien I et højt glas og nyd den til et dejligt morgen- eller mellemmåltid. 

// Er der noget bedre ? - mhmm... //

// Modne, mørke hyldebær fra haven //

Hyldebærrene er små, men har en rigtig fin, sødlig smag. Hyldebærrene er lindrende især ved forkølelse og influenza, fordi de styrker blodcirkulationen og fremmer kroppens evne til at svede, hvorved den udskiller affaldsstoffer.
Derudover smager de rigtig godt rå, men endnu bedre som saft - som jeg lavede her forleden, opskriften kan ses her. Hyldebærrene er også lækre at bruge til hyldebærsuppe med æble eller citron i eller som supplement/pynt til æblekage.

God fornøjelse og velbekomme

Lykke


Ingen kommentarer:

Send en kommentar